Gå til indhold
30 dage retur — ingen grund nødvendig
Levering 1–2 hverdage
Dansk familieejet
30 dage retur — ingen grund nødvendig
Levering 1–2 hverdage
Dansk familieejet

Vælg den rigtige pasningsordning: Vuggestue, dagpleje eller privat pasning

03 apr., 2026 11
Små børn leger med træklodser i en tryg pasningsordning med en smilende pædagog i baggrunden – valg mellem vuggestue og dagpleje.

Valget af pasningsordning for dit barn er en vigtig beslutning. Måske føler I jer overvældede af mulighederne, men med lidt overblik kan I roligt tage en beslutning, der passer til jeres familie, barnets temperament og jeres ønsker. I denne artikel får I et blik på forskellene mellem vuggestue, dagpleje og privat pasning, og hvad I bør overveje, før I træffer valget.

Hvad adskiller vuggestue, dagpleje og privat pasning?

Når I overvejer pasning af jeres barn, er det vigtigt at forstå, hvordan de forskellige typer adskiller sig:
I en vuggestue er barnet én blandt mange børn, og pasningen foregår i en institution med flere voksne ansatte og faste rammer. Her er der typisk struktur, pædagogisk plan, sammenspil med mange andre børn og rutiner for dagligdagen. Man skal også være opmærksom på, at personalet i løbet af dagen skiftes ud, så man er ikke sikker på, at det er den samme voksne, der er der ved aflevering og afhentning. I en vuggestue er der sjældent, hvis ingen lukkedage, og overgangen til børnehave kan synes nemmere, fordi man i forvejen kender huset.

I en dagpleje passes barnet hos en dagplejer i et privat hjem - ofte med færre børn på én gang. Den mindre gruppe kan give mere varme, tættere omsorg og nogle gange mere fleksibilitet i hverdagen. Dagplejeren arbejder ud fra læreplanstemaer, der sikrer børnenes udvikling. Hos de fleste dagplejere er der mulighed for at der kommer gæstebørn, hvis andre dagplejere i byen er syge eller afvikler ferie, hvilket gør, at børnegruppen ikke altid er genkendelig og stabil.

En privat pasningsordning kan variere meget: det kan være en privat børnepasser, au pair, familie eller venner, eller en mindre privat børnegruppe. Her kan fleksibilitet, nærhed og hjemlighed veje tungt. De private pasningsordninger bliver godkendt af kommunen på samme vilkår som en dagplejer, og der bliver også ført tilsyn for at sikre børnenes udvikling og trivsel. En privat pasningsordning arbejder også efter læreplanstemaer. I en privat pasningsordning er der ingen gæstepleje, og det er forældrenes eget ansvar at arrangere andet pasning under sygdom og ferie. I en privat pasningsordning oplever man en genkendelig børnegruppe uden gæstebørn, og med samme voksne hele dagen.

Valget mellem de tre handler om, hvad I som forældre lægger vægt på: struktur vs hjemlig omsorg, social stimulering vs tryghed i små rammer, rutine vs fleksibilitet. Fælles er, at man som forældre bør være opmærksom på at sikre tryghed, stabilitet og gode rammer uagtet hvad man vælger.

Hvad bør I tænke over ved valget?

Når I skal beslutte, hvilken pasningsordning der passer bedst til jeres barn og familie, er det godt at overveje disse aspekter:
- Hvordan reagerer jeres barn på mange børn og meget stimulering?
- Er barnet socialt og nysgerrigt eller mere tryg ved rolige omgivelser og tæt kontakt?

Vuggestue kan give social stimulering og rutine, mens dagpleje eller privat pasning kan være bedre, hvis barnet trives med ro og færre mennesker.

Hvad betyder nærhed, fleksibilitet og hjemlighed?
Dagpleje eller privat pasning kan give mere individuel omsorg, måske bedre fleksibilitet i arbejdstider og mere hjemlig tryghed. Vuggestue er mere institutionspræget, og med voksne der har en arbejdsplan og der derfor kan give skift i voksne.

Hvad med sundhed, tryghed og stabilitet?
Institutioner og godkendte pasningsordninger har typisk standarder ift. kost. I de fleste vuggestuer skal forældre selv medbringe madpakke til hele dagen, ellers kan der de fleste steder tilkøbes en madordning.
I dagplejen står dagplejeren for maden hele dagen, og der er i kommunen fastsat en kostpolitik som skal følges nøje. 

I en privat pasningsordning er det ofte børnepasseren der står for maden hele dagen, og her er der ingen kostpolitik, så det er op til den enkelte pasningsordning, hvilken kost de serverer.

Hvad hvis familien har fleksible arbejdstider eller barnet har særlige behov?
Hvis I har fleksible arbejdstider, ønsker fleksibilitet vil man som oftest kunne aftale komme/gå tider og udvidet åbningstider hos en dagplejer eller privat pasningsordning.
Hvis barnet har særlige behov, f.eks. et barn med sensitivitet eller andet, vil det være en fordel for barnet at være i en kommunal dagpleje eller kommunal vuggestue, da de her får mulighed for at trække på kommunens ressourcer og få ekstra hjælp/midler til at understøtte barnet.

Fordele og ulemper - afhængig af barn og familie

Valget er sjældent sort/hvidt. Hver pasningsform har sine fordele og udfordringer.
Vuggestue kan give jeres barn adgang til socialt samspil med mange jævnaldrende, rutiner og pædagogisk stimulering fra flere voksne. Det kan styrke barnets sociale kompetencer og give variation. Ulempen kan være, at det kan være overvældende for nogle børn at være midt i en stor gruppe, med skiftende voksne og mange stimuli.

Dagplejen kan tilbyde en mere hjemlig og tryg atmosfære, færre børn på én gang og tættere omsorg. For mange børn kan det være en god balance mellem hjemmets tryghed og barnets behov for social kontakt. Dog kan manglende struktur eller variation sammenlignet med institutionen være en ulempe, afhængig af dagplejerens ressourcer og metode.

Privat pasning kan, ligesom dagplejen tilbyde hjemlig og tryg atmosfære, færre børn på én gang og tættere omsorg. Desuden tilbyder de stor fleksibilitet, og ofte individuelle løsninger.
En privat pasningsordning har mulighed for at sammensætte dagen og læringen efter børnegruppen, da de selv står for at skulle lave indhold til dagen. Ulempen ved privat pasning er, at det som oftest er forældrenes eget ansvar, at finde anden pasning, hvis børnepasseren er syg eller holder ferie.

Det vigtigste er, at beslutningen føles rigtig for jer som familie. Tal sammen om jeres behov, barnets temperament, jeres arbejdstider og ønsker for hverdagen. Følg jeres mavefornemmelse, og husk at det, der er bedst for ét barn, ikke nødvendigvis er det bedste for et andet. Giv jer tid til at mærke efter, det er ikke en beslutning, I behøver føle jer pressede til at tage med det samme. Uanset hvad, så husk at barnets trivsel, tryghed og udvikling er det vigtigste.